Larsson fortæller at “hvis man langsomt kan begynde at se døden som en usynlig, men venlig, ledsager i sit liv - en ven, der varsomt minder en om, at man ikke skal vente til i morgen med at gøre det, man har lyst til at gøre - så kan man muligvis lære at leve sit liv, i stedet for bevidstløst at passere gennem det.”